07.06.2018 15:24

Velsmagende øl fra Bryghuset Møn

Øl fra Bryghuset Møn

Bryghuset Møn har sin oprindelse på det skønne Møn. De anvender udsøgte råvarer og brygger deres øl med troen på traditioner samt den tyske brygmesters omhu og meget høje kvalitet.
Kornet, der har vokset på markerne og blevet modnet i solens stråler, er grundstenen i øllet.
Når brygmesteren har godkendt kvaliteten, bliver det tappet på flasker og er klar til at blive serveret.

SOMMERSPIRETS LAKRIDS STOUT 5,1% 33 CL
Opkaldt efter sommerspiret på Møns Klint – den tårnhøje kridtformation, der styrtede i havet i 1988. Som kontrast til det hvide kridt er denne øl sort - dybsort. Men smagen er let, og man aner en tone af chokolade sammen med den ægte lakrids.
Kan anbefales som dessertøl.

KONG ASGERS HVEDE 4,7% 33 CL.
Man ved kun om Kong Asger, at han blev begravet i en af Danmarks største jættestuer på Vestmøn. Men denne øl er bestemt ikke nogen gravøl - tværtimod. En skøn frisk hvedeøl, sommergul og med hvidt skum, der passer perfekt til en varm dag.

KLINTEKONGENS KLASSIK 5,0% 33 CL.
Klintekongen regerede fra en hule i Møns Klint, og der findes et væld af klassiske myter om ham. Klintekongen har inspireret til denne lagerøl – i vore dage kaldet classic. Man aner nuancer af karamel og citrus. Og en elegant balance mellem humle og sødme.

Bryghuset Møn har valgt at lade alle deres øl være ufiltreret og upasteuriseret for at bevare de fine smagsmønstre. Der kan herved opstå en smule uskadeligt bundfald.